Åben kulturpolitik: Aarhus Kommune skal løbende involvere borgere, kulturaktører og foreninger i prioriteringen og udviklingen af kulturpolitikken – ikke kun gennem formelle høringer, men via reel dialog med de mennesker, der til dagligt arbejder med, skaber og driver kultur. Kulturpolitikken skal udvikles i samarbejde med dem, der har praktisk erfaring, lokal indsigt og fagligt engagement.
Støtte til både det etablerede og det spirende: Vi vil sikre balancen mellem store institutioner som Dokk1, ARoS, Musikhuset, teateret og det frie, borgerbårne kulturliv i bydels- og græsrodsinitiativer.
Kultur i hele kommunen: Kulturtilbud skal være til stede og tilgængelige i hele kommunen – ikke kun i midtbyen. Biblioteker, kulturhuse og åbne scener skal være lokale samlingspunkter for fællesskab og deltagelse.
I oplandsbyerne skal kultur prioriteres som en integreret del af bylivet: Det betyder, at kommunen aktivt skal støtte lokale kulturinitiativer, foreningsliv, festivaler og fællesskabsdrevne projekter – både økonomisk og organisatorisk. Vi ønsker, at oplandsbyernes identitet og engagement understøttes gennem decentral adgang til kulturmidler, mulighed for lokale beslutninger og bedre samarbejde mellem by og land.
Aarhus som fællesskabets kulturby
Kultur som bindemiddel: Vi ser kultur som et redskab til at forbinde mennesker – på tværs af alder, baggrund og bydele. Aarhus skal være en kulturby, hvor det er naturligt at mødes, være nysgerrig og skabe noget sammen.
Styrket samarbejde på tværs: Vi vil arbejde for bedre koordinering og videndeling mellem kulturinstitutioner, skoler, dagtilbud, plejehjem og civilsamfund – så kultur ikke bliver et isoleret område, men en integreret del af livet i byen.